At tage den rigtige beslutning...

Som jeg skrev i sidste uge, så tog jeg på ferie til det dejlige og solrige Gran Canaria for at få slappet af og samle energi til det næste stykke tid. Derudover skulle jeg også bruge ferien på at være sikker på min beslutning.

Mange af jer har nok gættet det, men mandag, da jeg kom tilbage fra min ferie, gik jeg ind til min chef og fortalte, at jeg stod ved min beslutning om at stoppe i FSR – danske revisorer fra årsskiftet, den 1. januar 2017. Jeg vil sige, at den torsdag, da jeg sendte min opsigelse føltes jeg allerede lettere, som om jeg blev 10 kg lettere, men da det endelig blev en realitet var jeg endnu mere lettet og glad for min beslutning. Der var ingen der vidste noget udover mine to chefer, og det skulle ud om tirsdagen til resten af huset, men der skete desværre det kedelige, at om tirsdagen bliver to af mine kollger opsagt, og vi mente derfor ikke, det var på sin plads, at det også skulle offentliggøres, at jeg havde opsagt mit job. Hvilket jo egentlig lyder lidt mærkeligt, når jeg tænker tilbage på det, men det gav mening på det tidspunkt.

Vi havde julefrokost om fredagen, og da det stadig ikke var kommet ud, bortset fra et par enkelte kolleger kendte til det, gik jeg ind til en af mine chefer og spurgte hvornår det ville blive offentliggjort, fordi jeg gad godt, at det var ude inden julefrokosten senere den dag. Vi skriver så sammen det lille indlæg til intranettet og så var det ude. Det var også en dejlig følelse for mig, for nu skulle jeg ikke længere gå og holde på det, for en hemmelighed var det jo ikke.

Det der nok kom bag på mig, og så alligevel ikke når jeg tænker over det, det var, at det rent faktisk ikke kom bag på mine kolleger, at jeg havde sagt op. De har åbenbart også kunnet mærke det på mig.

I de næste par uger kommer jeg mere og mere tilbage til mit "gamle jeg". Jeg var blevet mere glad og var ikke så træt mere, der var ikke længere noget som jeg ikke kunne klare. 😊 Det var også noget som både mine kolleger, venner og familie kunne mærke.

Jeg var til en anden julefrokost senere i decembermåned, hvor rigtig mange af gæsterne, som jeg kun ser to gange om året, kom over til mig og sagde, "hvor ser du godt ud!" Som om jeg ikke havde gjort det tidligere, men nu forstår jeg, hvad de mente med det. Og det kom faktisk også lidt bag på mig, at folk som jeg ikke ser så tit, faktisk også har kunnet mærke, der var noget galt med mig og at jeg har virket træt på en eller anden måde. Der var én der sagde, nu var jeg ikke længere hvid i hovedet, jeg havde fået farven tilbage i ansigtet og mine øjne var begyndt at stråle lidt igen. Det har taget en lille smule pusten fra mig, men samtidig så var det også en bekræftelse i, at jeg havde taget den rigtige beslutning.

Nu skal det ikke lyde sådan, at jeg overhovedet ikke har været glad for at arbejde i FSR – danske revisorer, for det har jeg. Jeg har lært rigtig meget, og især da jeg kom under vingen på den adm. direktør. Jeg har lært rigtig meget af hende og ikke mindst om mig selv. Hun gav mig chancen for at bevise mit værd og hun gav mig et stort ansvar med især FSR Studerende, hvilket har været med til at give mig selvtillid og troen på, at jeg godt kan mit arbejde og at jeg er god til det!

I den tid jeg var i direktionssekretariatet udviklede jeg mig allermest både professionelt og personligt, og det er jeg mega taknemmelig for.

Nå, men den 21. december 2016 blev min sidste arbejdsdag i FSR – danske revisorer. Det var dagen før sidste arbejdsdag inden juleferien for de fleste. Det var en lidt mærkelig dag, og det føltes også lidt som om, at mange af mine kolleger ikke lige helt var med på, at det var min sidste dag og jeg ikke kom mere ind på arbejde.
Det var ikke alle jeg nåede at sige farvel til, og sådan er det jo, men de fleste fik jeg dog sagt farvel til samt god jul og godt nytår. Og ellers er der jo det der Facebook og LinkedIn, som gør, at man kan følge hinanden og se hvad der sker...det er faktisk ret smart. Den person eller de personer, som har fundet på det her, har jo været geniale - hvis du ikke allerede er der, så kan jeg godt anbefale det. 😂

Når man rammer muren...

Dette indlæg skal ikke ses som en klagesang eller som jeg prøver at fremstille nogen som en syndebuk. Det handler mere om hvordan min oplevelse af da jeg ramte muren frontalt. Det er nok det mest personlige jeg har skrevet indtil videre, men det bliver nok ikke sidste gang.

Jeg har kun haft et fuldtidsarbejde so far, og jeg ved, at det sker for rigtige mange mennesker hver dag. På grund af flere organiseringsændringer har jeg været flyttet rundt mere end et par gange, og jeg har haft svært ved at finde mit fodfæste arbejdsmæssigt. Jeg ved også, der er en del som måske har haft det værre end jeg har, men jeg synes, jeg har haft en hård start på arbejdsmarkedet. Det var i hvert ikke sådan jeg troede det ville være.

Som jeg har skrevet i tidligere indlæg, så havde jeg knapt været ansat i 4 måneder, da jeg oplevede min første fyringsrunde. Når man er nyuddannet og skal ud på arbejdsmarkedet er det ikke lige det her man tænker kommer til at ske, sådan lige efter man er startet. Det hele var stadig nyt for mig. Jeg skulle til at finde min plads i teamet og organisationen. Jeg blev ikke fyret, men jeg var meget tæt på. Jeg var dog så heldig, at man kunne bruge mig nede i en anden afdeling, så derfor blev jeg rykket derhen. Så går der lidt over 2 måneder, så stopper chefen for afdelingen, og det første jeg tænker er: hvad skal der så ske med mig?

Lige før sommerferien 2015 bliver jeg spurgt, om ikke jeg kunne tænke mig at blive flyttet hen i direktionssekretariatet, da man kunne bruge mig der og jeg alligevel havde et så godt samarbejde med den adm. direktør i forhold til vedligeholdelse og videreudvikling af FSR Studerende. Så der flytter jeg så hen, dog først officielt 1. august. Det går rigtig godt, og jeg føler efterhånden, at jeg har fundet min plads i organisationen. Der er et travlt efterår i vente, men så snart det begyndte at blive vinter, så fandt vi ud af, at de opgaver jeg sad med ikke var nok i forhold til at fylde en uges arbejde på 37 timer hver uge. Så jeg begyndte at hjælpe til i andre afdelinger og med andre ad-hoc opgaver i afdelingen jeg sad i.

I starten af 2016 går en af mine kollegaer på barsel, og barselsvikaren fik et godt tilbud som man ikke kunne sige nej til. 😊 Så i stedet for at prøve at rekruttere en ny barselsvikar, vælger man at spørge mig, om ikke jeg kunne have lyst til at hjælpe til og påtage mig opgaven. Jeg skal så lave to fuldtidsarbejdendes opgaver, men fordelingen af "arbejdsbyrden" var således, at jeg skulle arbejde som "barselsvikar" i fire dage og den sidste dag var til min egne opgaver. Det blev dog aldrig rigtig sådan, for det flød bare ligesom lidt sammen det hele.

Som du kunne læse i mit sidste indlæg, så havde jeg et travlt efterår med store opgaver, mange større og mindre projekter, og andre ad-hoc opgaver jeg nu kunne være mine kollegaer behjælpelig med. Det var ikke fordi jeg ikke kunne klare arbejdspresset, men jeg vil gerne indrømme, der var nogle virkelig stramme uger i efteråret, hvor jeg ikke kunne overskue det, men jeg klarede det med hjælp fra den ene af mine chefer og kollegaer.

Jeg havde siden sommerferien 2016 haft tænkt på at søge andre steder hen, så samtidigt med mit travle efterår arbejdsmæssigt, søgte jeg også andre stillinger, hvilket begge mine chefer var bekendt med og de var meget behjælpelige på det punkt. Derudover havde jeg også lidt udfordringer på den private front, jeg har for eksempel, som du også har kunnet læse i tidligere indlæg, prøvet at få mig en lejlighed. Det er bare ikke så let som man tror eller håber. 😕

På et eller andet tidspunkt skulle det jo gå galt. Jeg havde bare ikke selv set det komme, også selvom det var svært at komme op om morgenen. Min arbejdsglæde var ligesom ikke den samme, og jeg er endda virkelig glad for at arbejde og lave forskellige slags opgaver, altså bare så længe jeg har noget at tage mig til, så er jeg glad. Jeg var også meget træt og havde ikke meget overskud til at lave noget, hverken i hverdagene eller i weekenderne, og så havde jeg også en kortere lunte især når jeg var sammen med familien – der skulle ikke meget til før jeg blev sur eller ked af det.

Men torsdag den 17. november gik det så helt galt, der sagde min krop stop! Jeg havde haft et morgenmøde, som ikke lige var gået så godt og det var simpelthen dråben, der fik mit bærer til at flyde over. Aldrig i mit arbejdsliv, vel og mærke, har jeg været så ked af det, og jeg vidste ikke rigtigt, hvorfor jeg var det. Der var kun to dage til jeg havde en uges ferie, hvor jeg skulle ned og slappe af på Gran Canaria, ligesom jeg var i foråret. Men det var så galt, at jeg blev nødt til at ringe til min Bedste og bede hende om at komme ind at hente mig på arbejdet, så hun kunne køre mig hjem, for jeg kunne ikke sidde bag rattet og selv køre i bilen hjem. Hun "truede" med at tage mig til lægen for at få mig sygemeldt, men det ville jeg bare ikke – for jeg var jo ikke syg!

Om eftermiddagen valgte jeg så at sende min opsigelse til én af mine chefer. Det kom som et chok for min chef, at jeg valgte at opsige min stilling uden at have noget på hånden. Da jeg skulle på ferie, fik jeg lov til at tænke over det i den uge, og så give en melding når jeg kom hjem igen. Hvis jeg stadig ville, så stod min opsigelse ved magt ellers ville vi glemme den, hvis det ikke var det jeg ville alligevel.

Jeg tog på arbejde om fredagen – der er nok nogle, der synes, det er jo helt vild tåbeligt og dumt af mig – men jeg skulle lige ordne nogle ting inden jeg tog på ferie, jeg ville ikke også have de ting hængende over mit hoved mens jeg havde ferie. Lørdag tager jeg til Gran Canaria, og er væk i en uge.

Work, work, work...

Før jeg kan skrive de næste par indlæg, som fx handler om min sidste ferie i 2016 og nogle andre store beslutninger jeg tog, bliver jeg nødt til at give lidt baggrundshistorie først.

Efter sommerferien er der altid travlt på arbejdet for mit vedkommende, altså som i ekstra travlt. Jeg var nemlig ansvarlig for studiekampagnen ved studiestart på fire universiteter (CBS, Aarhus, Aalborg og SDU i Odense), som jeg har prøvet en enkelt gang tidligere, nemlig året før.

Jeg synes, det er en spændende og udfordrende opgave, og ikke mindst et stort ansvar, for det gælder ikke kun om at gøre opmærksom på FSR - danske revisorer, men også medlemskabet FSR Studerende. Denne gang var jeg meget mere forberedt end jeg var i 2015, men sådan er det jo, når man har prøvet det en enkelt gang, så sidder det nærmest på rygraden, det gør det i hvert fald for mig. 😉

Denne gang skulle jeg så også selv stå foran eleverne og snakke om vejen til at blive statsautoriseret revisor og hvilke muligheder der var, men også hvordan foreningen hjælper ikke kun hjælper sine medlemmer, men alle revisorer generelt, i hvert fald politisk set.

Det var sjovt at stå foran dem og fortælle om alt det, det er noget jeg godt kan lide. Jeg tror det stammer fra min dansetid, hvor jeg har skullet stå på gulvet foran flere hundrede mennesker og nogle dommere. Jeg synes også det var sjovt, da jeg var bachelorvejleder, hvor jeg også skulle stå foran en hel masse nye ansigter og viderebringe informationer om skolen og studielivet, men også sørge for, at de ville få en uforglemmelig første uge inden studiestart. Selvfølgelig var jeg nervøs alle gangene og havde sommerfugle i maven, men hvis ikke jeg havde det, så ville det også være mærkeligt. 😉

Nå, men udover at være ansvarlig for studiekampagnen havde jeg sidenløbende blandt andet også ansvaret sammen med en kollega for den årlige prisuddeling, Danica Prisen. Det er en prisuddeling, hvor man i samarbejde med Danica Pension hylder de fem bedste afhandlinger. I 2016 var der rekordmange ansøgninger og udvalget havde defor fundet seks afhandlinger, som var i Le Grand finale. De sidste par år havde uddelingen været afholdt i Tivoli, men i 2016 valgte vi at tage et andet sted hen, nemlig Odd Fellow Palæet, København. Hvis I ikke har været derinde, så vil jeg anbefale jer at tage derind, der er simpelthen så flot og historisk, man kan fx tage derind når der er kulturnat. Det er en oplevelse værd!

Jeg elskede alt ved opgaven. Dét at få lov til at arrangere en så stor prisuddeling med op til 140 deltagere, var lidt som en drøm, der gik i opfyldelse for mig, i hvert fald arbejdsmæssigt. Jeg fik også muligheden for at prøve min journalistiske side af, da jeg skulle interviewe alle finalisterne, hvilket også var ret sjovt - jeg blev fx tilbudt at komme med på ferien, hvis altså jeg kunne garantere, at de ville vinde. Selve arrangementet gik også virkelig godt, alle var glade og tilfredse. Skal man holde fest eller events, så kan jeg sagtens anbefale Odd Fellow Palæet, servicen er virkelig i top. 😊

En anden opgave jeg også havde sideløbende var revisorelevuddannelsen og SR-Akademiet (uddannelsesforløb for kommende statsautoriserede revisorer). Alt vedrørende revisorelev-uddannelsen var mere administrativt arbejde, hvor det med SR-Akademiet var lidt mere omfattende end blot administrativt arbejde. Her skulle jeg fx også være tilstede på uddannelsesstedet, som var på et hotel. Så jeg fik også muligheden for at komme på forskellige hoteller rundt om i Danmark, hvilket også var en oplevelse, og så var det en anderledes arbejdsdag, hvilket jeg ikke havde noget imod. 😁

Oveni alt det her, så flyttede jeg plads igen. Jeg skulle nu sidde fast oppe i kursus- og uddannelsesafdelingen, dog stadig med en fod i direktionssekretariatet, da jeg stadig var ansvarlig for FSR Studerende. Jeg kunne sagtens se, at det gav mening for mig at flytte fra den ene afdeling til den anden, da 75 pct af min tid skulle bruges i den afdeling, men det var bare endnu en flytning. Og nu var jeg så glad for at være der hvor jeg sad af forskellige årsager, men sådan er det jo i dag på arbejdsmarkedet.

I de næste par indlæg vil jeg komme lidt mere ind på hvilken påvirkning det hele har haft på mig og om nogle af de store beslutninger, jeg har måttet tage. Stay tuned...